EN OVERVÆLDENDE SMUK OPLEVELSE I SLOTSKIRKEN
Frederiksborg Slotskirke var fyldt med opmærksomme og begejstrede tilhørere, da det verdensberømte korsikanske mandskor A Filetta gæstede Danmark for første gang.
Syv mænd klædt i sort og med kroppe og ansigter, der udtryksfuldt hengav sig til deres sang, stod tæt sammen foran alteret og gav alle os i kirken en intens og bevægende oplevelse.
A Filettas repertoire er dybt forankret i Korsikas folkesange og salmer, der både rummer spiritualitet og kærlighed til deres ø. Men de udvikler også traditionen gennem egne kompositioner og samarbejde med andre kunstarter, - dans, teater og opera. De har modtaget flere store franske priser, bl.a. for bedste filmmusik til ”Himalaya” i 2000.
I næsten 30 år har Jean-Claude Acquaviva været korets syngende dirigent, og hans musikalitet var overvældende.
Hvilken unik skønhed de frembragte med deres polyfone sangs følelsesmæssige varme, og hvilken livsbekræftende samhørighed, de udstrålede med deres kroppe og stemmer. Vi var mange der den aften gik fra Frederiksborg Slotskirke med taknemmelighed over at have haft en stor musikalsk oplevelse sammen med de andre tilhørere, der bl.a. rummede en del franskmænd.
Godt at tre kulturinstitutioner i Hillerød kunne gå sammen om at give os denne musik.
|