Mød præsterne

Provst og sognepræst Jørgen Christensen:

"Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde."

I Christian IV’s Slotskirke er der plads til både høj og lav, her kan vi alle uden forskel få lov at takke og juble, når vi er lykkeligst – her kan vi klage og græde, når livet er tungest. Lige meget hvem vi er, og hvordan vi har det, så mødes vi af livets ord til trøst og opmuntring. I kirkens gamle evangelium må vi hente nyt livsmod og håb til med Paulus ord at lade vores tro være virksom i kærlighed.

På gensyn i Slotskirken i glæde og sorg – til hverdag og fest!


Sognepræst Ida Secher:

Et parforhold omtales nogle gange som ’at dele bord og seng’. I kirken deler vi ’bord og bad’, her er der også tale om et parforhold, hvor vi mennesker i samlet flok er den ene, og Gud er den anden. Badet er dåben, og bordet er nadverens måltid ved alteret. Når vi mødes i Slotskirken, er det som at komme hjem til et hus, hvor man er ventet, et hus, hvor der høres musik, tales og synges om stort og småt. Både stort og småt gennemlyses inde i kirkerummet og udenfor af Kristus, som har lagt navn til os som kristne.

I Slotskirken kan vi alle komme, som vi er, bidrage med det, vi kan, og måske få noget forventet eller uventet med os, som vi kan leve på i morgen.


Sognepræst Henrik Winther Nielsen:

Før i tiden sagde man, at religion er opium for folket – noget, der sløver, så vi lader stå til. Nogle synes det stadig. 

Andre mener, at religion nu er blevet en slags kokain – noget opkvikkende, man bruger for hurtigt at flygte fra det mørke i livet og komme videre i en fart. Men kirken handler om virkeligheden, ikke om en flugt fra den. Kirken er et vilkårsfællesskab, ikke et holdningsfællesskab. Her skal vi tale og være sammen om det dybeste mørke og det højeste lys. Her skal vi kunne se tingene i øjnene, få noget at vide om os selv, og det liv, vi lever. Det handler alt sammen om, hvad det vil sige at være menneske med alt, hvad det indebærer.

Gudstjenesten er en ugentlig øvelse i at samtykke i Guds kærlighed, der proklameres med store ord fra prædikestolen – og næsten hviskes til én fra en fortrolig ven ved nadveren.


Sognepræst Birgitte Grøn:

Ved højtiderne jul, påske og pinse,  ved menneskelivets egne høje tider dåb, konfirmation, bryllup og begravelse og ved søndagens højmesser og gudstjenester af enhver art til alle tider fejrer vi, at Gud blev menneske og tog vore menneskelige vilkår på sig,  tilgiver vores synder og sætter os fri til at leve vores liv i kærlighed med hinanden.

I vores liv med alt, hvad det rummer af glæde og sorg, mødes vi i kirken af, at højtiden er, at evangeliets historie gentager sig i os eller på os. Gud kommer til os i mørket, Gud tilgiver vor synd og trøster os i de utrøstelige ting. Gud frisætter os i Kristus. Gud jubler og velsigner os. Vi kan finde hvile i ritualer, sang og bøn. - Undertiden kan man blive helt høj af det!