Du er her: 

Højskoledag i Engholmkirken

Af: Anne-Marie
Lørdag d. 2. februar kl. 9.30-17.00 OM HÅB Tilmelding hos Hans Aue, hans@aue.dk, gerne inden d. 15. januar.

” Lad os håbe det bedste”. Med disse ord søger vi ofte at opmuntre hinanden, måske netop når det hele ser ret håbløst ud.

Vi lever i en verden, der kan forekomme os mere usikker og ustabil end nogensinde. Er det muligt at bevare håbet om en fremtid, selv om vi hver dag bliver bombarderet med nye skrækscenarier om ”verdens sande tilstand”? Håb og realisme – kan de to størrelser overhovedet forenes?

Også i troens verden er der opbrud. Meget af det, der før var en selvfølgelig del af vores kristne arvegods, er ikke længere så indlysende for alle.  Således også troen på det kristne håb. Tiden er inde til overvejelser om en af grundpillerne i hele kristendommen.

9.30-10.00   Andagt i kirken v/ Karen Møldrup Rasmussen

10.15-12.00   Mikkel Wold, sognepræst og lektor i sjælesorg

Hvad håber vi på?

Hvis vi mister håbet, mister vi vores livslyst og livsmod. Paulus taler om troen, håbet og kærligheden. Troen og kærligheden taler vi tit om, men hvad menes der med det kristne håb? Er det bare en særlig variant af optimisme? Er det håb om noget konkret?

12.00-13.15   Frokost

13.15-15.00   Per Stig Møller, dr. phil i litteraturhistorie og forhenværende udenrigsminister

”De fire isbjerge”  - Er der håb for menneskeheden?

Hvilke er fremtidens største udfordringer, som verden og vi selv står overfor? Dem beskriver og behandler Per Stig Møller i foredraget "De fire isbjerge", og disse isbjerge er demografien, den globale økonomi, klima- og ressourceproblemet og endelig det demokratiske problem. Hvor er vore demokratier på vej hen? Og kan de løse de store, globale problemer?

15.00-15.30   Kaffe og kage

15.30-17.00   Mads Granums kvintet

Koncert med udgangspunkt i temaet ”håb” med både gamle og nye salmer med fornyede eller nye melodier af jazz-karakter. Der bliver også et par salmer som fællessang.

Engholmkirken

Engholm Kirkevej 1

3450 Allerød

 

 

 

 

 

 

 

Foredragsholdere er Mikkel Wold og Per Stig Møller. Mads Granums kvintet spiller, og der bliver serveret frokost samt kaffe og kage.

Pris: 225 kr.

 

 

Del dette: