Kirkens arkitektur

af Stig Andersen, arkitekt, MAA, partner i arkitektfirmaet Fogh & Følner

Arkitektur i renæssancen
Nye strømninger
Før renæssancens indtog i Danmark bar byggeriet for konger og herremænd præg af at være udført som forsvarsværker. Bygningskunsten var bestemt af en bygnings indre funktion og forsvarsmuligheder, og den fremherskende bygningstype var et relativt bastant enkelthus, evt. forsynet med forsvarstårne. 
Indflydelsen fra udlandet var mere regionalt præget, og bygningsanlæggene forekommer ikke planlagte eller iscenesatte i større omfang.

Den stilhistoriske periode, der betegnes 'Renæssance', strækker sig i Danmark fra ca.1530-1660.
I denne periode var byggeaktiviteten blandt landets regenter, navnlig Frederik II og Christian IV, meget stor, og der blev opført adskillige slotsanlæg og monumentalbyggerier.
Det var dog adelen, der fik udbredt renæssancestilen til hele Danmark, og herregårdsbyggeriet havde i denne periode en storhedstid med nye anlæg i alle egne af landet. Almindelige landhuse og borgerhuse fortsatte på traditionel vis som bindingsværkskonstruktioner uden væsentlig indflydelse udefra. 

De fleste bygherrer var selv berejste og velorienterede om byggerier rundt om i Europa, så det var naturligt, at den udefrakommende indflydelse i disse år blev betydelig i dansk bygningskunst. Efterhånden blev stiltræk fra de store europæiske byggenationer som Nederlandene, Frankrig, Tyskland og Italien mere tydelige.
Den nederlandske indflydelse består primært i facadeudsmykning, mens de nye strømninger i bygningsanlæggenes disposition har klare aner til samtidige franske bygningsanlæg.

Den politiske og økonomiske udvikling mod fredeligere tider gjorde, at kravene til bygningernes forsvarsevne efterhånden blev nedtonet, og det frigjorde et overskud til at tænke i bygningernes udseende, og der opstod derfor mere individuelle bygningsformer og typer.

Dansk renæssancearkitektur
Under renæssanceperioden ændrer bygningstypen sig fra de før nævnte enkelthuse med forsvarstårne til flerfløjede anlæg med iscenesatte symmetriske akser. 
Facadeudsmykning får langt større vægt end tidligere set, og alle felter, der kan udsmykkes, bliver det. Selv kviste i tagfladerne udføres med vælske gavle, således at der også her kan blive plads til sandstensornamentik. Efterhånden bliver det almindeligt, at facader fremstår som blankt murværk med talrige sandstensudsmykninger. Dog bliver materialernes manglende homogenitet ofte sløret ved påføring af oliemaling eller kalkning, hvor fuger og sten trækkes op i farvede lag.

Frederiksborg Slot er et typisk eksempel på dansk renæssancearkitektur, hvor et trefløjet anlæg omkranser en centralgård, lukket af en lavere arkadefløj på den fjerde side, således at der dannes en cour d´honneur efter fransk forbillede. Bygningsværket er ikke længere knyttet til en enkelt bygning men består af et samlet aksefast anlæg, hvor øvrige bygninger, gårde, have og slotssø med voldgrave indgår i helheden.

De stærkt svungne gavle, der optræder på hovedslottet med Kirkefløj og Prinsessefløj samt på Kancellihuset og Slotsherrens Hus i den ydre slotsgård, er typiske for den nederlandsk inspirerede facadebehandling i renæssancen. Dog er vinduerne til Slotskirken udført med gotiske spidsbuer, men netop dette er medvirkende til, at bygningsfløjens funktion som kirke kan aflæses udefra. 

Badstueslottet i Frederiksborg Slotshave har trods de klare renæssancetræk aner til tidligere tiders enkelthuse med tårn placeret midt på den ene langfacade og hjørnetårne på den anden langfacade, i Badstueslottet dog erstattet af vinkelfløje. De kamtakkede gavle er ligeledes et mere sengotisk stilpræg, som også kan ses på Fadeburslængen bag Kirkefløjen.

Selvom renæssanceperioden blev præget af store ændringer i bygningernes udvendige udseende, og bygningsanlæggenes disposition blev langt mere kompleks, skete der ikke store ændringer i disponeringen af etageplanerne. Bygningerne var stadigvæk præget af rum, der spænder fra facade til facade, og fraværet af korridorer betød, at næsten alle rum blev gennemgangsrum. Trapper var placeret i udenpåliggende trappetårne, ofte kun med udvendig adgang fra terræn. 

Den mere komplekse og individuelle byggemåde, der blev fremherskende i renæssancen, må dog have kaldt på langt større planlægningsindsats end tidligere tiders mere simple og selvgroede bygningstyper. Det var derfor i renæssancen, at der i Danmark for alvor blev behov for arkitektonisk planlægning i større stil.